Moskus har intet at gøre med moskusoksen, den er fra moskushjorten, et feromonekstrakt, som dyret bruger til at kommunikere med! Enhver, der har lugtet moskus, vil forstå, hvorfor det bruges i så mange parfumer. Duften skinner med himmelblå skønhed – du føler dig lullet ind i skyetæpper og mærker den omgivende varme og tryghed, som denne sensuelle duft er i stand til at sprede. Blødt, elegant og harmonisk, det varmer vores sjæl. En overdosis moskus bruges i Rêves Sucrés.
Udover rav, civet og castoreum er moskus også en af de animalske dufte, hvoraf nogle har en kraftig lugt. Udtrykket moskus kommer oprindeligt fra det gamle indiske udtryk muskah, som betyder testikel. Interessant nok er der i planteriget også en basisnoteduft, der dufter meget som moskus. Den udvindes af frøet fra moskusbusken (lat. Hibiscus abelmoschus) og er kendt som ambrettefrøolie.
I Kina, Indien og Persien var moskus kendt for århundreder siden som et stimulerende middel. De første nyheder om moskus nåede Europa gennem venetianeren Marco Polo (1254 – 1324). Senere begyndte handelen fra Orienten. Moskus blev brugt både af læger (som afrodisiakum, nervegift og lugtemiddel) og i parfumeri, der på det tidspunkt, i modsætning til Indien og Egypten, stadig var i sin vorden i Europa (se Grasse).
Oprindeligt kommer moskus fra moskushjorten (latinsk Moschus moschiferus), som er tildelt en underfamilie af hjorten. Moskusvildt føler sig mest hjemme i de fugtige bjergskove i Central- og Østasien, hvor de giver frie tøjler til deres dyredampe under varmen drevet af deres kønshormoner. Moskus blev (og er desværre) normalt ikke opnået ved at tørre kirtlerne af, men ved at skære moskussækken af fra det dræbte dyr, som indeholder sekretet i større mængder (ca. 30 g pr. dyr; 1 kg moskus = 33 døde dyr) end kan fås fra kirtlerne på én gang. Således blev moskushjorten stærkt jaget og decimeret i årtier. I slutningen af 1970’erne blev det så sjældent, at naturlig moskus kunne sælges til tre gange guldprisen!
Den vigtigste bestanddel af moskus er molekylet muscon. Det er gennem tiden lykkedes for duftindustrien at fremstille muscon kunstigt og også udvikle nye molekyler, der er strukturelt beslægtede med de molekyler, der findes i naturlig moskus og derfor lugter ens. I dag, når parfumører taler om moskus (eller moskus/hvid moskus), mener de altid hele familien af moskusmolekyler, der er tilgængelige for dem i dag. Disse syntetiske dufte blandes sammen i skabelsen af dufte for at danne akkorder og bruges derfor som basistoner. Som følge heraf har parfumøren forskellige fortolkninger af moskusduft i sin duftpalette, hvoraf nogle adskiller sig væsentligt fra hinanden – også til den naturlige moskusduft. Nogle moskusakkorder dufter udsøgt fløjlsagtigt, rundt og blødt, og andre har en dyrisk undertone.
Det er utroligt, at næsten halvdelen af mennesker ikke kan lugte moskus, for det er meget store og tunge molekyler (Det gælder i øvrigt også for ravmolekylerne). Ikke desto mindre giver det rigtig god mening at bruge moskus i parfumer, fordi dufte, selvom du ikke kan lugte dem, stadig kan mærkes, når du dufter dem i kombination med andre dufte, hvilket er fantastisk. Moskus bruges således også som en effektgivende ingrediens, der er i stand til at runde duften af og også tjener til at fiksere duften på huden. Musk har evnen til at live utrolig mange parfumesammensætninger op og sætte de øvrige ingredienser i et pænere lys.